Kontakt

Vedtægter for Frederikssund Musikskole

 

§ 1 Navn og Status

Frederikssund Musikskole er en kommunal institution med hjemsted i Frederikssund Kommune.

§ 2 Formål

Frederikssund Musikskole har til formål

  • Gennem udvikling af elevernes kreative evner inden for musikalske udtryk at skabe forudsætninger for livslang, aktiv, deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere.
  • At bibringe den enkelte elev instrumentale/vokale færdigheder som forudsætning for personlig musikalsk udfoldelse, såvel i fællesskab med andre som individuelt.
  • Gennem beskæftigelse med musik, at medvirke til elevernes personlighedsudvikling samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab
  • At virke til fremme af det lokale musikmiljø.

§ 3 Indhold

Frederikssund Musikskole tilbyder undervisning i musik til alle børn og unge op til 25 år i Frederikssund Kommune. Musikskolen kan endvidere tilbyde undervisning til voksne.

§ 4 Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen består af 9 medlemmer
2 medlemmer udpeges af og blandt Byrådet
4 medlemmer udpeges af og blandt musikskolens forældre, heraf 1 medlem af og blandt støttekredsens medlemmer
1 medlem udpeges af og blandt musikskolens medarbejdere
1 medlem udpeges af og blandt musikskolens elever
1 repræsentant for folkeskolen.

Der udpeges en suppleant for hvert medlem. Alle medlemmer har stemmeret. Elever der ikke er myndige overværer dog ikke den del af drøftelserne der angår enkelte elever eller lærere, ligesom de ikke har stemmeret for så vidt angår de i § 5 nævnte forhold.
Ansatte ved musikskolen kan ikke vælges som forældre- eller støttekredsrepræsentanter.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Bestyrelsens medlemmer udpeges for 2 år ad gangen. De af kommunalbestyrelsen udpegede medlemmer vælges dog for hele kommunalbestyrelsens funktionsperiode. Genvalg kan finde sted.

§ 5 Bestyrelsens opgaver og ansvar

Bestyrelsen har over for Byrådet det overordnede ansvar for musikskolens virksomhed i det omfang Byrådet træffer bestemmelse herom, og med respekt for de af Byrådet trufne beslutninger vedrørende mål og rammer mv.

Bestyrelsen skal i samarbejde med ledelsen sikre samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen, mellem musikskolen og andre samarbejdspartnere samt mellem hjemmene og musikskolen.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen indstiller til Byrådet ved ansættelse og afskedigelse af musikskolens leder.

Bestyrelsen indstiller musikskolens budget og det reviderede regnskab til Byrådets godkendelse.

§ 6 Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes mindst fire gange årligt, og indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel af formanden med angivelse af dagsorden.

2 medlemmer af bestyrelsen kan begære afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde. Begæringen skal være skriftlig og være vedlagt forslag til dagsorden. Formanden indkalder bestyrelsen snarest muligt efter begæringen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Musikskolens leder deltager i møderne som sekretær for bestyrelsen.

§ 7 Musikskolens leder og daglige drift

Musikskolens leder skal have de fornødne pædagogiske og administrative forudsætninger. Lederen skal som udgangspunkt have kvalifikationer svarende til en lærer ved Musikskolen.

Musikskolens leder har over for bestyrelsen det pædagogiske og administrative ansvar for tilrettelæggelse og afvikling af musikskolens undervisning i overensstemmelse med såvel musikskolens vedtægter, kommunalbestyrelsens og bestyrelsens beslutninger og regler og retningslinier fra kulturministeriet og Kunststyrelsen.

§ 8 Økonomi, budget og regnskab

Musikskolens virksomhed gennemføres med tilskud fra kommune, stat og eventuelt andre samt elevbetaling i henhold til musiklovens bestemmelser herom.

Musikskolens regnskabsår følger kalenderåret.

Musikskolens leder udarbejder hvert år på baggrund af den udmeldte budgetramme et budgetforslag til bestyrelsen.

Bestyrelsen fremsender herefter inden den fastsatte tidsfrist det godkendte budget til Kunststyrelsen sammen med en ansøgning om statstilskud.

Driftregnskab udarbejdes og forsynes med revisionspåtegning af kommunens revisor og fremsendes med bestyrelsens godkendelse til kommunen og Kunststyrelsen inden de fastsatte tidsfrister. Regnskabet skal revideres i overensstemmelse med de regler kulturministeren fastsætter for musikskoler i medfør af musiklovens § 12 a.

§ 9 Støttekreds

For at opfylde musikskolens formål om at virke til fremme af det lokale musikliv kan der oprettes en støttekreds. I støttekredsen optages personer eller foreninger, som ved økonomisk eller praktisk bistand kan medvirke til opfyldelse af musiklovens formål, eller som på anden måde støtter formålet. Mindst en gang om året indkalder musikskolens bestyrelse støttekredsens medlemmer til møde.

§ 10 Vedtægter

Vedtægter udarbejdes af bestyrelsen og skal godkendes og underskrives af bestyrelsesformanden, Byrådet og Kunststyrelsen. Vedtægterne kan ændres, når 2/3 af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder beslutter sig herfor. Bestyrelsesmøderne skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Byrådet og Kunststyrelsen skal forelægges alle ændringer til godkendelse.

 

Godkendt i Sammenlægningsudvalget den 7. december 2006

 

        Ole Find Jensen           
Borgmester 

               Karsten Ole Knudsen
                Ordførende Direktør 



Godkendt i Kunststyrelsen den 13. september 2007

 

         Niels Græsholm 
         Kunststyrelsen



Godkendt i Frederikssund Musikskoles bestyrelse den 10. september 2007

            Bettina Olsen
             Formand



 

Tilbage til formalia

 

 

 

 

Nyheder

9. januar 2019
Musikskolen starter Børnekor i Græse Bakkeby
11. december 2018
Tirsdag den 11. december kl. 19
22. november 2018
Nu nærmer december sig

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Formalia/Vedtægter